Gør en forskel for børn hver dag: Bliv dagtilbudsleder i Børnehuset Damgården

Vil du stå i spidsen for et stort børnehus, hvor leg, børns sproglig udvikling og stærke fællesskaber er en vigtig del af hverdagen? Har du lyst til at sætte retning for Damgårdens fortsatte udvikling og være en synlig og nærværende leder tæt på børn, medarbejdere og forældre? Motiveres du af at skabe sammenhæng på tværs og gode rammer, hvor alle børn trives, udvikler sig og oplever at høre til? Så er du måske vores nye dagtilbudsleder i Børnehuset Damgården.

Albertslund er en grøn kommune med store ambitioner. Vi er stolte af vores kommune, og gør os umage i vores opgaver og indsatser for borgerne, foreningerne og virksomhederne. Vi er én kommune og én organisation. Vi har engagerede og dygtige medarbejdere samt en samarbejdskultur, der går på tværs af områder og niveauer. Det gør Albertslund Kommune til et godt sted at arbejde. 

Hvem er vi i Børnehuset Damgården:

Børnehuset Damgården er et stort børnehus med aktuelt ca. 130 børn fordelt på flere huse, der ligger side om side. Vi er en bredt sammensat personalegruppe med både nye og erfarne medarbejdere. Vi tror på, at børn udvikler sig bedst gennem leg, forudsigelighed og nærværende voksne, og vores pædagogiske arbejde tager altid afsæt i et positivt og respektfuldt børnesyn. Vi arbejder for, at alle børn oplever at høre til i et betydningsfuldt børnefællesskab, hvor omsorg, udvikling og mestring er i centrum.

Damgården er et dagtilbud med engagerede medarbejdere, aktive forældre og stor stolthed over huset. Her møder du en arbejdsplads præget af samarbejde, engagement og et fælles ønske om at skabe de bedste rammer for børnene. Som leder bliver du en del af et fællesskab, hvor vi løfter opgaverne sammen og hjælper hinanden på tværs. For i Damgården er OS med stort.

I Damgården har vi særligt fokus på leg, børns sproglige udvikling og deltagelsesmuligheder for alle børn. Vi arbejder målrettet med at styrke vores legefaglige praksis og skabe pædagogiske læringsmiljøer, der understøtter både fællesskaber, trivsel og sproglig udvikling.

I Albertslund arbejder vi med praksisnær PPR gennem lokale praksisfællesskaber, som er tilknyttet de enkelte dagtilbud. Her samarbejder vi tæt med udviklingsvejledere samt psykologfaglige, pædagogfaglige og sprogfaglige vejledere, som understøtter den pædagogiske praksis og bidrager til indsatser tæt på børnene. I Damgården er samarbejdet med praksisfællesskabet en vigtig del af hverdagen. 

Vi søger en dagtilbudsleder, som har lyst til at blive en del af Damgården og bygge videre på det, vi allerede er stolte af. Du skal kunne se mulighederne i vores kultur, værdier og styrker og samtidig stå i spidsen for den fortsatte udvikling af høj pædagogisk kvalitet for børn, forældre og medarbejdere.

Hvad forventer vi af vores nye dagtilbudsleder:

Vi forventer, at du har en relevant pædagogisk uddannelse og erfaring fra dagtilbudsområdet. Du har gerne ledelseserfaring og et stort engagement i den pædagogiske faglighed.

Som leder er du synlig, nærværende og tilgængelig. Du har lyst til at være tæt på børn, medarbejdere og forældre og til at engagere dig i hverdagen i Damgården. Du er anerkendende, lyttende og inddragende og skaber tillid og tryghed omkring dig.

Samtidig er du tydelig og handlekraftig. Du tager ansvar for beslutninger og opfølgning, kan skabe struktur og bevare overblikket i en hverdag med mange opgaver. Du trives med et selvstændigt ledelsesansvar og kan navigere sikkert i den kommunale virkelighed.

Du kan sætte retning og videreudvikle Damgården med afsæt i husets kultur, værdier og styrker. Du har blik for stærke børnefællesskaber og deltagelsesmuligheder for alle børn og kan give medarbejderne både opbakning, faglig sparring og kvalificeret modspil. Du har lyst til at videreudvikle den pædagogiske praksis og arbejdet med en meningsfuld evalueringskultur.

Endelig har du lyst til at blive en del af Damgården. Du bidrager til et godt arbejdsmiljø og stærke fællesskaber og ser forældresamarbejdet som en vigtig del af kerneopgaven. Du har samtidig lyst til at bidrage aktivt til lederteamet på tværs af vores dagtilbud med faglighed, idéer og lyst til at udvikle sammen.

Som leder i Albertslund Kommune forventer vi også, at du har god talforståelse og kan skabe overblik over og følge op på dit budget. Du har en grundlæggende forståelse for offentlig økonomistyring og kan navigere i budgetprocesser og styringsprincipper. Du samarbejder tæt med kommunens centrale økonomifunktion og har blik for sammenhængen mellem opgaver, ressourcer og kvalitet.

Det tilbyder vi:

  • en lederstilling, hvor vi har fokus på børnene og udvikling af høj kvalitet og stærk faglighed i samarbejde med en souschef.
  • at du bliver en del af et dagtilbudsområde med særligt fokus på kvalitetsudvikling af den pædagogiske praksis blandt andet gennem etablering af en stærk evalueringskultur, etablering af stærke børnefællesskaber med deltagelsesmuligheder for alle børn.
  • et tæt samarbejde med Albertslund Kommunes praksisnære PPR gennem lokale praksisfællesskaber, hvor udviklingsvejledere samt psykologfaglige, pædagogfaglige og sprogfaglige vejledere understøtter den pædagogiske praksis og bidrager til indsatser tæt på børnene.
  • et tæt samarbejde med de øvrige dagtilbud og forvaltningen om en strategisk udvikling af området, hvor du bl.a. kommer til at deltage i lederfora.
  • en forvaltning med fremadrettet fokus på ledelsessparring, ledelsesudvikling samt ledelsesfællesskaber.
  • frihed til at vælge metode i den lokale kontekst inden for den politisk besluttede ramme.

Arbejdsstedet: Børnehuset Damgården, Damgårdsvej 16, 2620 Albertslund

Lønindplacering sker efter forhandling mellem kommunen og den forhandlingsberettigede organisation.

Det er en del af Albertslund Kommunes ansættelsespolitik at fremme mangfoldighed og ligestilling.

Det er en forudsætning for din ansættelse i Albertslund Kommune, at du har en gyldig arbejds- og opholdstilladelse. Ved ansættelse indhentes straffe- og børneattest.

Albertslund Kommune har røgfri arbejdstid.

Albertslund Kommune støtter positivt op omkring fuldtidsindsatsen i henhold til Trepartsaftalen om Løn og arbejdsvilkår, og kommunen ansætter derfor som altovervejende udgangspunkt på 37 timer.

Der er ansøgningsfrist søndag den 4. oktober 2026 kl. 23.59. 
Vi forventer at afholde samtaler torsdag d. 8. oktober og mandag d. 19. oktober.

Ansættelse pr. 1.12.2026 eller hurtigst muligt.

For mere information kan du kontakte:

Afdelingschef for dagtilbud og skole Rikke Skovgaard Andersen 
Telefon: 93564389
Mail: Rev@albertslund.dk

Velkommen til Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber. Albertslund Kommune har mange kvaliteter, som skaber fantastiske rammer for hverdagslivet – både for borgere og medarbejdere. Midt i naturen og med et rigt forenings- og kulturliv, som børn og voksne cykler til og fra på byens mange kilometer cykelstier, der er adskilt fra bilerne på vejene. Der er S-tog lige til døren og flere supercykelstier, bl.a. mellem Albertslund og Vesterport i hjertet af København. Desuden skaber letbanen gode forbindelser til hele hovedstadsområdet. 

I Albertslund Kommune har vi samme tilgang til vores opgaver, som vi selv ville ønske at opleve som borgere. Vi er vidt forskellige, men er fælles om vores opgave for borgere, foreninger og virksomheder. Du kan møde nogle af vores dygtige medarbejdere på www.albertslund.dk/indefra og få et indtryk af bredden af arbejdsområder, opgaver og fagligheder i Albertslund Kommune. 

I Albertslund Kommune er der højt til loftet og gode udviklingsmuligheder - vi glæder os til at høre fra dig. 

 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Rikke Skovgaard Andersen Afdelingschef rev@albertslund.dk
VIRKSOMHED
Adresse
Telefon
CVR