Albertslund Kommune søger to ledere til at sikre god anlægsstyring og effektiv grøn drift af kommunens ejendomme
Albertslund Kommune søger to ledere til Kommunale Ejendomme i afdelingen Kultur, Fritid & Ejendomme.
Den ene stilling har hovedansvar for driften og vedligehold af vores bygninger, herunder vagtfunktion og intern service.
Den anden har hovedansvar for vores anlæg, der omfatter kommunens samlede bygge- og renoveringsprojekter.
De to ledere bliver ligeværdige ledere og skal sammen stå i spidsen for udviklingen af et stærkt ejendomsområde, hvor samarbejde, kvalitet og effektiv styring går hånd i hånd.
Intro til Albertlund Kommune
Albertslund er en grøn kommune med store ambitioner. Vi er stolte af vores kommune, og gør os umage i vores opgaver og indsatser for borgerne, foreningerne og virksomhederne. Vi er én kommune og én organisation. Vi har engagerede og dygtige medarbejdere samt en samarbejdskultur, der går på tværs af områder og niveauer. Det gør Albertslund Kommune til et godt sted at arbejde.
En central rolle i et ambitiøst fællesskab
I Albertslund Kommune prioriterer vi børnene, fællesskaberne og klimaet højt. Vores bygninger og arealer er en vigtig ramme for hverdagslivet – fra daginstitutioner og skoler til kulturhuse og fritidsfaciliteter – og vi arbejder målrettet for, at de skal understøtte både trivsel og bæredygtig udvikling.
Kommunen er i vækst og står over for mange spændende opgaver som følge af byudviklingen. Vores ejendomsportefølje omfatter 170.000 m² fordelt på mere end 100 bygninger og opgaverne spænder fra mindre vedligeholdelsesprojekter til større anlægsprojekter, der former fremtidens Albertslund.
Som leder bliver du en vigtig del af denne udvikling – og du får mulighed for at præge, hvordan vi driver og udvikler kommunens ejendomme med blik for både økonomi, funktionalitet, kvalitet og klimaaftryk.
Begge stillinger er nyoprettede, da der er blevet ændret i organiseringen. Denne ændring er sket med henblik på at få styrket ledelsen så der er en mere struktureret og databaseret tilgang til drift og vedligehold samt et endnu tydeligere fokus på vores mange anlæg.
Leder til Kommunale Ejendomme Drift
Som leder af Kommunale Ejendomme Drift får du personaleledelsen af alle medarbejderne i Kommunale Ejendomme. Der er to ledere til hhv. Intern Service og Vagten som refererer til dig.
Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- Overordnet ansvar for drift, vedligehold og service på kommunens ejendomme
- Ledelse af ledere til vagtfunktion, teknisk service (kantine og rådhusbetjente)
- Sikre beskrevne standarder for samarbejde og robuste processer
- Udarbejdelse af vedligeholdelsesplaner for alle bygninger
- Udarbejde en helhedsorienteret strategi for kommunens bygninger
- Understøtte kommunens institutioner med høj service og stabile bygningsforhold
- Sikre konstruktiv dialog med brugerne af bygningen
Leder til Kommunale Ejendomme Anlæg
Som leder af Kommunale Ejendomme Anlæg er fokus på det faglige ansvar for projektledere og andre tilknyttede medarbejdere i anlægssager. Anlægssager er alle nybyg og større renoveringssager i kommunen.
De anlæg som er indeholdt i stillingen er alle anlæg i Kommunale Ejendomme, Miljø og Teknik og Forsyningen. Vi har en politisk besluttet anlægsstyring som der skal arbejdes i forhold til. Denne indeholder blandt andet styregrupper på tværs af udførende afdeling og de afdelinger vi bygger og renoverer for. Dette skal ensartes, videreudvikles og forstærkes.
Dine primære arbejdsopgaver vil være:
- Overordnet faglig ansvarlig for planlægning og gennemførelse af anlægsprojekter
- Økonomistyring, projektledelse og kvalitetssikring fra idé til aflevering
- Ansvar for politiske sager (frigivelse og regnskab)
- Udvikling af værktøjer og standarder for effektiv og ensartet projektstyring
- Fokus på bæredygtige løsninger
- Sikre sammenhæng mellem drift og anlæg
- Generel sparring med projektledere
- Sikre konstruktiv dialog med brugerne af bygningen
Personaleledelse
Medarbejderne i Kommunale Ejendomme refererer personalemæssigt til lederen af Kommunale Ejendomme Drift. Der vil være fælles ledelse af understøttende funktioner. Det kræver en stor koordinering mellem de to ledere i forhold til faglig ledelse af medarbejderne, sammenhæng mellem drift og anlæg samt til Miljø og Teknik.
Din profil
Vi søger ledere med erfaring inden for drifts- eller anlægsområdet. Meget gerne fra en kommune. Hvis du ikke har erfaring fra en kommune forventer vi erfaring med samarbejde med en kommune og stor interesse for det at arbejde i en politiske ledet organisation.
Du er en leder, der kan skabe retning, struktur og resultater gennem andre – og som trives med at samarbejde på tværs af fagligheder og organisatoriske skel.
Vi ser gerne, at du:
- Har erfaring med ledelse og/eller projektledelse
- Kendskab til projektstyring og økonomistyring
- Kan balancere daglig drift og strategisk udvikling
- Arbejder systematisk, helhedsorienteret og med blik for kvalitet og effektivitet
- Har en anerkendende ledelsesstil og skaber trivsel, engagement og faglig udvikling
- Er optaget af bæredygtighed, ressourceudnyttelse og grøn omstilling
Derudover vægter det højt, at man kan lede forskellige fagligheder.
For lederen af Kommunale Ejendomme Anlæg forventer vi erfaring med anlægsstyring.
Ledelsesfællesskab og organisering
De to enhedsledere refererer til afdelingschefen for Kultur, Fritid & Ejendomme.
De to ledere får et meget tæt samarbejde og det forventes, at der er en tæt koordinering i forhold til planlægning, økonomi og personale.
Sammen skal I udvikle en moderne, sammenhængende ejendomsorganisation, hvor styring, kvalitet og samarbejde danner grundlaget for en effektiv drift og fremtidssikret anlægsudvikling.
Din arbejdsplads
Du bliver en del af Kommunale Ejendomme, hvor ca. 20 engagerede kolleger arbejder med alt fra bygningsvedligehold til store anlægsprojekter. Vi er et tværfagligt team af ingeniører, arkitekter, konstruktører og maskinmestre, der arbejder tæt sammen om at skabe effektive og fremtidssikrede løsninger.
Du får fast arbejdsplads på Albertslund Rådhus, centralt placeret og let tilgængeligt med motorvej, S-tog og supercykelsti.
Løn- og ansættelsesvilkår og frister
Stillingerne er på 37 timer og på overenskomstvilkår. Lønindplacering sker efter forhandling mellem kommunen og den forhandlingsberettigede organisation.
Det er en del af Albertslund Kommunes ansættelsespolitik at fremme mangfoldighed og ligestilling. Det er en forudsætning for din ansættelse i Albertslund Kommune, at du har en gyldig arbejds- og opholdstilladelse. Vi indhenter straffeattest.
Albertslund Kommune har røgfri arbejdstid.
Ansøgningsfristen er den 9. december kl. 10.00. 1. runde samtaler bliver afholdt den 12. december (driftsstillingen) og den 15. december (anlægsstillingen) . Der kan indgå en case i 2. samtale. 2. samtaler bliver for begge stillinger afholdt den 19. december.
Bemærk: Ansøger skal tydeligt markere, hvilken stilling der søges om i overskriften.
Tiltrædelse forventes senest den 1. februar 2026.
Vil du vide mere?
For spørgsmål omkring stillingerne, er du velkommen til at kontakte afdelingschef René Birkemark Olesen på telefon 24 43 73 54.
Lidt mere om Albertslund Kommune
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber. Albertslund Kommune har mange kvaliteter, som skaber fantastiske rammer for hverdagslivet – både for borgere og medarbejdere. Midt i naturen og med et rigt forenings- og kulturliv, som børn og voksne cykler til og fra på byens mange kilometer cykelstier, der er adskilt fra bilerne på vejene. Der er S-tog lige til døren og flere supercykelstier, bl.a. mellem Albertslund og Vesterport i hjertet af København. Og fra 2025 skaber også letbanen gode forbindelser til hele hovedstadsområdet.
I Albertslund Kommune har vi samme tilgang til vores opgaver, som vi selv ville ønske at opleve som borgere. Vi er vidt forskellige, men er fælles om vores opgave for borgere, foreninger og virksomheder. Du kan møde nogle af vores dygtige medarbejdere på www.albertslund.dk/indefra og få et indtryk af bredden af arbejdsområder, opgaver og fagligheder i Albertslund Kommune.
I Albertslund Kommune er der højt til loftet og gode udviklingsmuligheder - vi glæder os til at høre fra dig.