Sygeplejerske til Sundhedsteamet i Albertslund Rusmiddelcenter
Er du god til at tale med mennesker, og trives du i en hverdag med både selvstændighed og variation i dine sundhedsfaglige arbejdsopgaver? Så er stillingen i vores sundhedsteam, hvor vi har tæt tværfagligt samarbejde og stor arbejdsglæde, sikkert noget for dig.
Lige nu søger vi en dygtig sygeplejerske til vores lille, engagerede sundhedsteam, som består af to sygeplejersker og en læge. Det helt rigtige match til stillingen er, at du er ansvarsbevidst, omsorgsfuld og rolig, og at du ikke mindst hviler i din faglighed.
Stillingen er fast på 37 timer ugentligt og ønskes besat med opstart d. 01.10.2025. Stillingen er uden aften eller weekendarbejde, dog med én fast arbejdsdag til kl. 18:00 (mandag / torsdag).
Om stillingen og opgaverne
Du vil blive en del af Sundhedsteamet, der med dig består af i alt tre sygeplejersker og en læge. Du bliver ansigtet udadtil i vores medicinske behandling samt medicinudlevering. Her sætter vi en ære i at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, ved at udvise omsorg og forståelse for de mennesker, der modtager behandling i rusmiddelcenteret.
Din arbejdsdag vil bestå af forskelligartede opgaver, som led i varetagelsen af den overordnede sundhedsmæssige behandling herunder at:
• Afholde sundhedssamtaler og foretage kliniske undersøgelser.
• Iværksætte, vedligeholde, følge op og afslutte medicinsk behandling af borgere i samarbejde med lægen.
• Varetage medicinudlevering i åbningstiden.
• Forestå daglige sundhedsfaglige opgaver som f.eks. give injektioner, urinscreene og foretage administrativt arbejde i FMK og fagsystemet SensumOne.
• Anvende rating af abstinenser med COWS og SAWS.
• Vedligeholde beholdning af medicin, sygeplejemidler, urintests og akut-kasse.
• Deltage i ugentlige koordinerings- og samarbejdsmøder.
• Understøtte samarbejde og koordinering af indsatser med øvrige kommunale og regionale instanser.
Om Albertslund Rusmiddelcenter
Vi tilbyder ambulant stof- og alkoholbehandling samt substitutionsbehandling til voksne over 18 år.
Albertslund Rusmiddelcenter består af en bred vifte af fagligheder herunder rusmiddelbehandlere og terapeuter, sygeplejersker, en læge, en psykiater, en administrativ koordinator, behandlingskoordinator og socialfaglig koordinator, der i tæt tværfagligt samarbejde varetager den sociale, medicinske og terapeutiske rusmiddelbehandling.
Vi er en arbejdsplads med højt til loftet, og hvor faglighed og fællesskab vægtes tungt, hvilket vi tror på har stor betydning for, at vi samlet kan yde nærværende og høj faglig kvalitet i behandlingen til borgere – dette i tæt samarbejde med vores tværkommunale og tværsektorielle samarbejdspartnere.
Om arbejdspladsen og vores forventninger til dig
For at komme i betragtning til stillingen er det en forudsætning, at du er ansvarsfuld og mødestabil, at du kan arbejde struktureret og hviler i din faglighed, og at det falder dig naturligt at samarbejde med (udsatte) mennesker, herunder at skabe relationer, sætte grænser og være rummelig.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med rusmiddelbehandling eller relateret sundhedsfagligt arbejde.
Det vil desuden veje tungt i vores betragtning til stillingen, at du som person er nærværende, og du kan skabe trygge omgivelser for borgerne, og samtidig kan bidrage til et godt og uhøjtideligt arbejdsmiljø med dine kommende kollegaer.
Du skal være indstillet på, at vi er en arbejdsplads, hvor vi værner om, og interesserer os for hinanden, og vi anser det som en væsentlig del af vores arbejde, at vi sammen investerer i det kollegiale fællesskab.
Ansøgningsfrist & ansættelsessamtale
Ansøgningsfrist til og med torsdag den 21. august.
Ansættelsessamtalerne afholdes den 26 august fra kl. 9 - 15.
Vi forventer at afholde én samtalerunde. Der indhentes reference, hvis vi tilbyder dig jobbet.
Løn- og ansættelsesvilkår
• Stillingen er fast på 37 timer. Stillingen aflønnes i henhold til gældende overenskomst med tiltrædelse den 1. oktober 2025.
• Lønindplacering sker efter forhandling mellem kommunen og den forhandlingsberettigede organisation.
• Arbejdsstedet er Albertslund Rusmiddelcenter på adressen: Vognporten 2, 2620 Albertslund.
• Det er en del af Albertslund Kommunes ansættelsespolitik at fremme mangfoldighed og ligestilling.
• Det er en forudsætning for din ansættelse i Albertslund Kommune, at du har en gyldig arbejds- og opholdstilladelse. I forbindelse med din ansættelse indhentes der straffeattest.
• Albertslund Kommune har røgfri arbejdstid.
Mulighed for kontakt
Hvis du har spørgsmål eller er blevet nysgerrig på at høre mere om jobbet, så er du velkommen til at kontakte centerleder Kasper Bendixen på 2877 6780 (obs!*).
*I perioden fra d. 21 juli til 8. august (uge 30+31+32) bedes du kontakte sygeplejerske Birgitte Hansen på 2053 1922.
Sådan søger du
Send din ansøgning og CV via linket senest den 21. august.
Om Albertslund Kommune
Velkommen til Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber. Albertslund Kommune har mange kvaliteter, som skaber fantastiske rammer for hverdagslivet – både for borgere og medarbejdere. Midt i naturen og med et rigt forenings- og kulturliv, som børn og voksne cykler til og fra på byens mange kilometer cykelstier, der er adskilt fra bilerne på vejene. Der er S-tog lige til døren og flere supercykelstier, bl.a. mellem Albertslund og Vesterport i hjertet af København. Og fra 2025 skaber også letbanen gode forbindelser til hele hovedstadsområdet.
I Albertslund Kommune har vi samme tilgang til vores opgaver, som vi selv ville ønske at opleve som borgere. Vi er vidt forskellige, men er fælles om vores opgave for borgere, foreninger og virksomheder. Du kan møde nogle af vores dygtige medarbejdere på www.albertslund.dk/indefra og få et indtryk af bredden af arbejdsområder, opgaver og fagligheder i Albertslund Kommune.
I Albertslund Kommune er der højt til loftet og gode udviklingsmuligheder - vi glæder os til at høre fra dig.